Den svenske designer duo Bernadotte & Kylberg har for Georg Jensen skabt Helix, som er en del af Georg Jensens efterårskollektion 2019. Et kaffe- og testel i rustfrit stål i fem dele: kaffe-, te- og mælkekande, konfekt-/sukkerskål og en stor serveringsbakke.
Designerne Carl Philip Bernadotte og Oscar Kylberg startede tegnestue i 2012, og siden har vi nydt deres mangeartede designs, som de har skabt bl.a. for firmaerne Gustavbergs porcelænsfabrik, Stelton og Hästens.
Interessant er det, at en tidligere svensk prins (greve fra 1934), Sigvard Bernadotte (1907-2002) havde en lang tilknytning til Georg Jensen. Hans værker, som er præget af funktionalisme og elegance, er der stadig købere til i hele verden. Vi kan nu glæde os over, at man også i dette årtusinde kan se klassikere skabt af endnu en svensk prins.
Helix er et græsk ord og betyder snoet eller buet, og netop det buede bånd på delenes låg udtrykker et interessant spil med stellets ellers klassiske og enkle udtryk.
Helix er i butikkerne fra 15. oktober 2019.
Foto: Georg Jensen.